Fortid

Datid versus førnutid

Der er to primære måder at tale om fortiden på dansk: datid og førnutid. Disse er begge knyttet til verbernes form, og vi vil kigge på dem efter tur nedenfor. 

Generelt kan man sige, at forskellen på datid og førnutid er, at datid refererer til et specifikt tidspunkt i fortiden, mens førnutid ikke gør. Førnutid indikerer i stedet at handlingen eller tilstanden er relevant for vores kommunikation lige nu.

Datid

Datid refererer til et specifikt tidspunkt eller periode i fortiden, som i eksemplerne i (1).

I (1a) bliver tidspunktet ‘i weekenden’ introduceret, og derfor er det ikke nødvendigt at gentage det i (1b) – her ved vi allerede hvornår det skete. Man kan sige, at (1b) er en fortsættelse af (1a) og foregår på samme tidspunkt. I (2a) har der lige været nogen ved døren – nogen som bankede på. Derfor kender vi tidspunktet – det er lige sket og spørgsmålet i (2a) refererer til det tidspunkt, lige før. Det samme kan siges om (2b) som er et opfølgende spørgsmål. Det var altså et pizza-bud, der bankede på, og spørgsmålet handler om det samme tidspunkt – lige før. I (3a-b) refererer verbet ‘boede’ til en periode på flere år, da taleren var barn.

Verber i datid kan inddeles i 3 grupper baseret på deres endelse eller form. Verber i gruppe 1 ender på ‘-ede’, verber i gruppe 2 ender på –te og verberne i gruppe 3 er alle de uregelmæssige verber, der ikke passer i de 2 første grupper.

Man kan ikke forudse et verbums endelse i datid baseret på hverken betydning eller form, så man må simpelthen lære datidsformen udenad.

Førnutid

Førnutid indikerer at handlingen eller tilstanden er relevant for vores kommunikation lige nu. Det kan enten være fordi vi lige har opdaget, at noget er sket, eller fordi vi ønsker information, så vi kan handle på den baggrund, eller måske fordi det bare er relevant for samtalen, vi har lige nu.

 I (2a) og (2b) er der sket noget, som taleren lige har opdaget og rapporterer til andre som en nyhed, enten som i (2a) fordi man er sur og måske vil vide, hvem der er ansvarlig, eller som i (2b) fordi man vil hjælpe nogen med at gøre det godt igen. I (2c) spørger taleren om lytteren har spist, måske fordi man ellers vil tilbyde noget mad eller invitere ud at spise. I (2d) og (2e) er der fokus på erfaring, fordi det er relevant for samtalen. I (2d) taler man måske med en kollega om hvor man har rejst hen og fortæller historier fra rejserne, eller man anbefaler forskellige destinationer. I (2e) taler man om en kollega og hendes erfaring og anciennitet på arbejdspladsen. I begge tilfælde er erfaringerne relevante for samtalens emne og i (2e) også fordi vedkommende stadig arbejder i virksomheden.

Læg mærke til, at for eksemplerne i (2) er det præcise tidspunkt for hændelsen ikke relevant. Det er fx uvist i (2a) hvornår mælken blev drukket, og i (2d) er det ikke vigtigt præcis hvornår rejserne fandt sted, men kun at de er en del af talerens samlede erfaring.

Indtil nu har vi kun set verber med  førnutid dannet med ‘har’ men der findes også førnutid med ‘er’ og nogle verber kan bruge enten ‘har’ eller ‘er’. Nogle generelle regler er:

• hvis verbet indikerer en ændring i tilstand, eller en øjeblikkelig handling, bruger det ‘er’ som i (3a).
• hvis verbet indikerer en aktivitet der gentager sig eller finder sted over store afstande eller i længere tid på en gentagende måde, så bruger det ‘har’, som i (3b).
• hvis verbet har et objekt, bruger det altid ‘har’, som i (3c).